Fagotten der fik ondt i maven

- et musikeventyr om blæserkvintettens fem instrumenter:


Fløjte, obo, klarinet, horn, fagot

Historien fortæller om de fem instrumenter, der bor i et hus på hver sin etage.

Musik og tekst: Hans-Henrik Ley

Indspillet af Radiosymfoniorkestrets Blæserkvintet 1999

Ulla Millman: fløjte, Max Artved: obo, Søren Elbo: klarinet, Henning Hansen: horn, Jens Tofte-Hansen: fagot

Fortæller: Tommy Kenter

Edition Wilhelm Hansen CD 29382

Links til undervisningsmateriale udarbejdet af Ove Steen Smidt:

Pdf med billeder og opgaver

PowerPoint med billeder

Samme som pdf-billedserie

Dette er det første indslag i 1. klasse, hvor eleverne lytter til indspillet musik og lærer om instrumenterne. Måske omkring 1. oktober. Emnet er velegnet til en temadag, hvor musiklæreren har klassen hele dagen. Men ellers må det ske kontinuerligt over nogle musiktimer.

Hvad er lyd:

Læreren slår med en blød kølle på et bækken. Lyden fortsætter længe. Den høje klang dør ud og bliver til en sagte brummen, som kan høres, når man kommer tæt på. Man kan lægge en finger forsigtigt på bækkenet og mærke, at det vibrerer.

Lyd er vibrationer!

Vi kan prøve med en guitarstreng og fornemmer samtidig, hvorledes kassen er med til at skabe klangen.

Læreren kan vise en blokfløjte, hvor man sender vibrationer ned gennem røret. Når man sætter fingre på hullerne, bliver tonen dybere. På en tværfløjte blæser man, ligesom når man blæser hen over hullet i en flaske.

De fleste har prøvet at blæse hen over et græsstrå. Engang fandt man på at kombinere de to ideer: røret og strået.

På en obo og en fagot blæser man ind i et rør bestående af to stykker sammenlagt bambus. På en klarinet er bambusbladet lagt henover et aflangt hul i mundstykket.

Tværfløjten er træblæser

Oprindelig var fløjterne lavet af træ. Derfor hører de stadig til træblæserfamilien sammen med obo, klarinet og fagot.

Hornet hører til messingblæserne. Det er den familie, hvor man skal “prutte” ned i mundstykket.


Læs mere om blæseinstrumenter på denne side:

http://www.symfoniorkestretsinstrumenter.dk/instrumenter

og find samme sted eksempler på, hvordan de spiller på Youtube.


Det er en fordel, hvis læreren kan fremvise nogle af de fem instrumenter og måske spille lidt på et eller flere af dem. Hør, om musikskolen har nogle instrumenter, der er blevet for slidte til at spille på. De kan være gode nok til fremvisning. Eller send en efterlysning ud blandt forældrene. Få en musiker til at give skolen nogle brugte rør fra obo og fagot og nogle klarinetblade.


Undervisningsmaterialer

PowerPoint indeholder billeder til brug for ovennævnte instrumentgennemgang. Hvis der er problemer med at downloade denne PowerPoint eller med at vise den, kan man i stedet bruge “Samme som pdf-billedserie”.

“Pdf med billeder og opgaver” indeholder sider, hvor eleverne kan skrive instrumenternes navne på de rigtige etager i huset og under billeder af musikerne samt trække streger imellem instrumenter og billeder af mundstykkerne.

Vi læser navnene højt i kor og staver.

Arbejdssiderne sættes ind i en arbejdsmappe, der hedder MUSIKLYT, der efterhånden bliver fyldt op med flere materialer til emnet.