Historisk Tidstavle

Denne side indeholder informationer, som i almindelighed regnes for faghistorisk bekræftede. For den historisk interesserede må læsning af Bibelens beretninger nødvendigvis fremkalde nysgerrighed efter udskillelse af det historiske stof. Nedenstående oversigt (som fortsat udvikles videre) sætter nogle fakta i kronologisk rækkefølge. De bibelske beretninger kan læses som farvede vidnesbyrd om de storpolitiske begivenheder, det jødiske folk var indblandet i over for skiftende stormagter: Assyrien, Babylon, Persien, Alexander den Store, Rom.

Der er indlagt nogle få henvisninger til forståelse af samtidighed med dansk forhistorie.

Det er vanskeligt at håndtere navnene på de jødiske landområder. Man må her helt se bort fra, hvad disse navne står for i moderne tid. Da David har samlet hele sit land, kaldes det Israel (2. Samuels Bog kap. 10). Efter kong Salomon deles landet i to. Israel bliver navnet på den ene del. Den anden del kaldes Judæa. Da landene igen meget senere forenes, kaldes det hele Palæstina. Senere igen splittes landet op i flere dele under Rom. Man kan godt fortælle om Jesus i kristendomsundervisningen uden at komme ind på denne opdeling. Men i en grundigere forståelse af begivenhederne er den umulig at se bort fra eksempelvis forskellen på at bo i Judæa og Galilæa.

Nogle årstal oplyses med forbehold, dels fordi de ikke kan fastslås med sikkerhed, dels fordi litteraturen angiver dem forskelligt.


Anvendt litteratur som kan anbefales til yderligere læsning:

Roberta L. Harris: Bibelens verden (Exploring the world of the bible lands). Chr. Erichsens Forlag 1995

John Haywood: Historisk Verdensatlas. Könemann Verlagsgesellschaft. Dansk udgave 2000

Herluf Nielsen: Kronologi. Dansk Historisk Fællesforenings Håndbøger. 1967 (eller mulige senere udgaver)

H. E. L. Mellersh: Chronology of the Ancient World 10,000 B.C. to A.D.799. Barrie & Jenkins. London 1976

Bibelens Kulturhistorie 1-4. Politikens Forlag 1979

Iørn Piø: Bogen om julen. Sesam 1990 (en stærkt forbedret og rettet udgave af Julens hvem hvad hvor)

Iørn Piø: Historien om julemanden. Forlaget Folkeminder 1989

John E. Morby. The Wordsworth Handbook of Kings and Queens. Wordsworth Editions. 1989

Peter Ørsted: Gajus Julius Cæsar. Gyldendal 1994

Peter Ørsted: Nero, kejser i Rom. Høst & Søn 2004

Peter Ørsted: Kan de li’ frølår? Weekendavisen 19. juni 2009 - Om det romerske nederlag i år 9 som årsag til en stedsevarende mentalitetsgrænse i Europa

Sv. Aage Bay: Det underjordiske Rom. Hedensk og kristen tro i kejsertidens Rom. Odense Universitetsforlag 1973

Antonino Lopes: The popes. The lives of the pontiffs through 2000 years of history. Futura Edizioni. Rom, 1997

Mogens Nykærs smukke og meget lærde, velfortalte og oplysende bøger, både om kunsthistorie og kristendommens historie:

  1. -Peterskirken, Historie og betydning. Gyldendal 1999

  2. -Det sixtinske kapel, En verdenshistorie i Rom, Gyldendal 2012

  3. -I pavernes Rom 1420-1870, Gyldendal 2004

Talrige opslag på dansk Wikipedia og engelsk wikipedia. Foruden links er der her rig adgang til oversigter, billeder, kort og litteraturhenvisninger.

http://www.annasromguide.dk/index.html - Kan anbefales til alle Rom-interesserede


Wikipipedias tidstavle over kristendommen: http://en.wikipedia.org/wiki/Timeline_of_Christianity


Tidstavle

O. 5500 f. Kr.

Verdenshistoriens første bondesamfund opstår vest for floden Tigris i det senere Mesopotamien.


Ægypten

O. 4500 f. Kr.

Samarbejdet om kanal- og digearbejde omkring Nilen udvikler de første samfundsdannelser i området.


Danmark

O. 4000-1800 f. Kr.

Bondestenalder.

Først runddysser/langdysser, siden jættestuer og endelig enkeltgravskultur afløser hinanden som gravskikke.


Kreta

O. 3100-1450 f. Kr.

Den minoiske kultur med politisk centrum i paladset Knossos.


Ægypten

O. 2600-1800 f. Kr.

Ægyptens faraoer begraves i pyramider.


Mellem 1250 og 1200 f. Kr.

Her kan de begivenheder have fundet sted, der ligger til grund for sagnene om den trojanske krig.


O. 2560 f. Kr.

Keopspyramiden - og muligvis sfinksen - bygges.


Danmark

O. 1800-1100 f. Kr.

Ældre bronzealder i Danmark


Mesopotamien

1792-1750 f. Kr.

Hammurabi er konge i Mesopotamien med Babylon som hovedstad.


Ægypten

Ca. 1500-1000 f. Kr.

Ægyptens faraoer begraves i Kongernes Dal.


O. 1500 f. Kr.

Tid for begivenheder knyttet til navnet Abraham - patriarken,  der skal være udvandret fra byen Ur i det sydlige Mesopotamien.


Danmark

Sommeren 1370 f. Kr.

Egtvedpigen begraves. Tidspunktet har kunnet fastlægges ud fra årringsdatering af hendes egekiste og fund af planterester i kisten.


O. 1350 f. Kr.

Solvognen fra den danske bronzealder bliver til.


Ægypten

1323 f. Kr.

Tutankhamon død.


1290-1224 f. Kr.

Ramses 2. farao.

Israelitternes udvandring fra Ægypten kan henføres til denne periode.


Ca. 1200-1020 f. Kr.

Israel ledes af dommere, dvs. lovgivere og militære ledere. Historierne om Samson henføres til denne periode.


Danmark

0. 1100-500 f. Kr.

Yngre bronzealder i Danmark. Nu er det bl.a. bronzelurernes tid.


Ca. 1020-1006 f. Kr.

Saul, af Benjamins stamme, første konge over Israel.


1006-965 f. Kr.

Kong David, af Judas stamme.


965-928 f. Kr.

Kong Salomon, søn af David.


928 f. Kr.

Ved kong Salomons død deles landet i to. Kun stammerne Juda og Benjamin, mod syd, anerkender Salomons søn, Rehabeam. Landet kaldes Judæa og får Jerusalem som hovedstad. Det øvrige rige samles under én af Salomons tidligere embedsmænd, Jeroboam og benævnes Israel.


Israel

873-852 f. Kr.

Akab er konge over Israel. Sammen med sin fønikiske dronning, Jezabel, forsøger han at indføre hendes hjemlands Baal-dyrkelse. Det fører til dramatiske begivenheder, der afspejles i 2. Kongebogs beretninger om profeterne Elias og Elisa. Akab (nogle steder: Ahab) har lagt navn til hvalfangerkaptajnen, der jager Moby Dick i Herman Melvilles roman.


Rom

753 f. Kr.

Ifølge sagnene grundlægges Rom af Romulus og Remus.


Israel

724 f. Kr.

Den sidste konge i Israel, Hoseas, tages til fange af assyrerne, der indleder belejring af landets hovedstad, Samaria.


721 f. Kr.

Israel indlemmes i det assyriske rige.


612 f. Kr.

Et sted mellem 800 og 700 skal profeten Jonas af Gud være sendt til Assyriens hovedstad Ninive for at omvende indbyggerne fra deres syndige levned. Nu ligger Assyrien i krig mod Babylonien og Mederne, som erobrer og ødelægger byen.


608 f. Kr.

Det assyriske rige bukker under i krige mod mederne og babylonerne. Dele af riget, herunder Israel indlemmes i Babylonien.


605 f. Kr.

Nebukadnezar 2. bliver konge af Babylonien og begynder at udvikle sit land som stormagt.


Judæa

597 f. Kr.

En babylonsk hær besætter Jerusalem. En stor del af Judæas overklasse deporteres til Babylon, heriblandt profeten Ezekiel.


587 f. Kr.

Et nyt babylonsk angreb på Jerusalem.


586 f. Kr.

Jerusalem erobres efter halvandet års belejring. Kongeslot, tempel og bymure rives ned. Judæa indlemmes i Babylonien, der også omfatter de tidligere assyriske områder, herunder Israel. Resten af overklassen deporteres til Babylon. Det gælder også Judæas sidste konge, Sidkija (nogle steder: Zedekias).

Under eksilet udvikles den monoteistiske jødedom, forestillingerne om Guds plan med sit folk og forventningerne om en frelser. Hertil er knyttet profetnavne som Ezekiel og Jeremias.

Nedskrivningen af Bibelens første bøger kommer i gang.

I Babylon har jøderne set det store tempel, der muligvis har inspireret myten om Babelstårnet.

Det jødiske eksil i Babylon er emnet for Giuseppe Verdis opera fra 1842, Nabucco (Nebukadnezar), hvorfra Fangernes Kor er det mest kendte indslag.


De jødiske lande

539 f. Kr.

Perserkongen Kyros 2. erobrer Babylonien. De eksilerede jøder får lov at vende hjem. Det er dog langt fra alle, der har lyst. De hjemvendte går i gang med at genopbygge templet med økonomisk støtte fra den milde Kyros.


Danmark

O. 500 f. Kr.

Jernalder i Danmark. I bronzealderen har religionen været en solkult illustreret med solvognen fra den ældre bronzealder. Videre frem gennem ældre og yngre bronzealder genfindes historierne om, hvordan solen transporteres i døgncyclus ved hjælp af skib, fisk og hest på bl.a. helleristninger og rageknive.

Ved overgangen til jernalderen får guderne mennesketræk, som man har fundet det hos den veludrustede træfigur, Broddenbjergmanden.


Grækenland

490 f. Kr.

1. Perserkrig. Grækerne - Athen og Sparta - besejrer de angribende persere under kong Dareios 1.  på Marathonsletten.


480-448 f. Kr.

2. Perserkrig. Thermopylæ og Salamis (480), Platææ (479). Grækernes sejre gør dem til herrer i Ægæerhavet.


399 f. Kr.

Sokrates dømmes til døden.


Alexander den Stores herredømme

333 f. Kr.

Alexander den Store af Makedonien slår perserkongen, Dareios 3., og bliver herre over hele Perserriget, herunder alle de jødiske lande.


323 f. Kr.

Alexander den Store dør. Hans generaler indleder hårde kampe om rigets deling.


301 f. Kr.

Striden mellem Alexander den Stores generaler ender med dannelsen af tre stormagter.

Den makedonske general Ptolomæus bliver konge af Ægypten. Ptolomæus er stamfar til den ægyptiske kongeslægt, der ender med Kleopatra. I begyndelsen hersker han også over Palæstina (Judæa og Israel).

Seleukos 1., en anden general, får bl.a. Syrien og landene mod øst.


Danmark

O. 300 f. Kr.

Tollundmanden og Grauballemanden ender deres dage som moselig i Danmark.


Palæstina

200 f. Kr.

Antiochos 3., efterkommer af Seleukos 1., besejrer Ægypten og tager magten over Palæstina.


167 f. Kr.

Seleukidekongen Antiochos 4. beslutter, at hans lande - herunder Palæstina - skal udgøre ét rige med fælles kultur og religion. I jerusalem forbydes jødiske skikke. Et alter for Zeus opstilles foran templet.

En præst fra Juda, Mattathias rejser en opstand mod seleukidestyret. Modstanden er bl.a. rettet mod den tvungne dyrkelse af den græske Zeus-kult og den jødiske overklasses smag for den hellenistiske kultur.

Mattathias er stamfar til kongeslægten hasmonæerne.


166 f. Kr.

Mattathias dør og efterfølges som oprørsleder af sin søn, Judas Makkabæus.


164 f. Kr.

Judas Makkabæus og hans fæller kan rense og genindvie det vanhelligede tempel i Jerusalem.


Det formodes (Bibelens Kulturhistorie bd. 2), at Daniels Bog er skrevet mellem de to vigtige år 167 og 164 f. Kr. Bogens skildring er på overfladen henlagt til tidligere historiske begivenheder, men hentyder i virkeligheden til disse tre trængselsår.


160 f. Kr.

Judas Makkabæus falder i kamp. I 1746 komponerede George Friedrich Händel sit oratorium “Judas Makkabæus”. Mest kendt herfra er koret “See, the quonq’ring hero comes”.


153 f. Kr.

Jonathan, bror til Judas Makkabæus, anerkendes som regent i Palæstina under syrisk overhøjhed. Han dør i 142 og efterfølges af sin bror, Simon.


Rom

146 f. Kr.

Romerne ødelægger Karthago.


Palæstina

141 f. Kr.

Simon fordriver syrerne. De følgende 79 år er Palæstina et samlet, selvstændigt kongerige - for første gang siden kong Salomon.


Rom

71 f. Kr.

Den romerske feltherre Licinius Crassus nedkæmper et slaveoprør under ledelse af gladiatoren Spartacus.


67 f. Kr.

Den romerske feltherre Gnæus Pompejus renser Middelhavet for sørøvere.


66 f. Kr.

Pompejus får overkommandoen i Lilleasien.


Rom og Palæstina

63 f. Kr.

Pompejus griber ind i en fejde mellem to brødre i det hasmonæiske kongehus, Hyrkan og Aristobul.

Områdets organisering nyordnes som den romerske provins Syrien. Palæstina deles op i flere lande, herunder Judæa og Galilæa.

Hyrkan bliver regent af navn med titlen etnark (folkefyrste). Magten ligger hos ministeren, Antipater.

Den romerske leder i Syrien betitles forskelligt i historiens løb: guvernør, statholder, præfekt. Her fastholdes titlen statholder.


Rom

60 f. Kr.

Pompejus, Crassus og Julius Cæsar indgår aftale om politisk samarbejde: triumviratet.


58 f. Kr.

Cæsar bliver statholder i Gallien og indleder sine gallerkrige.


53 f. Kr.

Crassus død.


52 f. Kr.

Cæsar besejrer i september de forenede gallere under Vercingetorix ved Alesia, der antages at svare til Alise-Sainte-Reine i Bourgogne i det østlige Frankrig. Men - som antydet i »Asterix romernes skræk« - kan slagmarkens beliggenhed ikke identificeres med fuld sikkerhed.

Cæsar skriver De Bello Gallico om sine krige i Gallien.


49 f. Kr.

På baggrund af uoverensstemmelse med Pompejus og det romerske senat overskrider Cæsar grænsefloden Rubicon til Italien og siger: Jacta est alea (terningen er kastet).


48 f. Kr.

Pompejus flygter til Ægypten. Den mindreårige Ptolomæus 12.s formynder lader Pompeius dræbe for at vinde Cæsars velvilje og støtte i en strid med søsteren Kleopatra. Cæsar væmmes ved denne gestus og tager i stedet parti for Kleopatra og forelsker sig i hende.

Disse begivenheder er baggrund for Händels opera “Julius Cæsar” (1724) og Bernard Shaws skuespil “Cæsar og Kleopatra” (1898)


Rom og Palæstina

47 f. Kr.

Cæsar reorganiserer provinsen Syrien. Hyrkan får sine beføjelser tilbage. Antipater bliver romernes tillidsmand i Palæstina.

Cæsar vender hjem til Rom og udnævnes til diktator på livstid.


Rom

44 f. Kr.

Cæsar myrdes i senatet 15. marts.

Mordet på Cæsar og borgerkrigen er emne for William Shakespeares skuespil “Julius Cæsar” (1599).


43 f. Kr.

I borgerkrigen står Cæsars drabsmænd, Brutus og Cassius, over for Octavian (Augustus) og Marcus Antonius.


42 f. Kr.

I slaget ved Philippi slår Octavian og Antonius Brutus og Cassius, der begge tager deres liv. Sejrherrerne deler riget: Octavian får vest, Antonius får øst og flytter ind hos Kleopatra.


Palæstina

37 f. Kr.

Antipaters søn, Herodes (den Store), bliver konge over Palæstina (men under Antonius’s overhøjhed). I forbindelse med magtovertagelsen foranstalter Herodes en udryddelse af Hasmonæerslægten, der også omfatter hans egen hustru, Mariamme.


Rom

31 f. Kr.

Krigen mellem Antonius og Octavian bryder ud.


30 f. Kr.

Octavian erobrer Ægypten. Antonius og Kleopatra tager deres liv.

Herodes har klogeligt valgt at støtte Octavian.

Filmen Cleopatra Med Elisabeth Taylor og Richard Burton (1963) bygger på begivenhederne fra Cæsars strid med Pompeius til Kleopatras og Antonius’s død.


27 f. Kr.

Octavian tager navnet Augustus. Kejserdømmet indføres.


8 f. Kr.

Augustus afholder folketælling i Romerriget.


7 f. Kr.

Jupiter og Saturn følges i 6 måneder og står tre gange så tæt på hinanden, at de ligner en stjerne. Dette fænomen har været forudsagt af babylonske astrologer længe før.


Palæstina

4 f. Kr.

Mest sandsynlige år for Jesu fødsel.

Herodes den Store dør. Landet deles mellem hans sønner:

Herodes Archelaos får Judæa, Samaria og Idumæa.

Herodes Agrippa d. 1 får Galilæa og Petra.

Filippos  får landstrækninger op mod den arabiske ørken: Auranitis, Batanaea, Trachonitis, Gaulanitis og Paneas.

På dette tidspunkt hedder guvernøren i Syrien Publius Quinctilius Varus. Efter kongens død slår han en revolte ned i Jerusalem og korsfæster 2000 oprørere. (Mere om Varus år 9 e. Kr.).


Det herodianske dynasti

Ved læsning af evangelierne kan man blive forvirret over den alle steds nærværende kong Herodes. Det skyldes, at Herodes er navnet på adskillige regenter.

Se en nærmere udredning her.


Danmark

Ca. 1-400 e. Kr.

Romersk jernalder i Danmark kendetegnet ved betydelig kontakt til romerriget.

Sølvkarret fra Gundestrup i Vesthimmerland menes fremstillet omkring år 1. Nogle mener, at det er fremstillet i Gallien. Men det kan også stamme fra Sortehavsområdet. Det er et bevis for, at det nuværende Danmark dengang har været del af et sammenhængende geografisk område, hvor handel og og kulturelle og religiøse strømninger har kunnet bevæge sig fra Afrika til Limfjorden.


Palæstina

4 f. Kr.-6 e. Kr.

Herodes Archelaus, søn af Herodes den Store, etnark af Judæa, Samaria og Idumæa, afsat af romerne. Hans lande underlægges den romerske statholder i Cæsarea.


1 f. Kr.-6 e. Kr.

I henhold til traditionen undfanges Jesus 25. marts og fødes 25. december. - Se: år 4 f. Kr.


Rom

6-12 e. Kr.

Publius Sulpicius Quirinius er statholder i Syrien. Herodes Archelaus (se ovenfor) er blevet afsat. Hans lande, herunder Judæa, er lagt direkte under romersk styre. Den første opgave for Quirinius er at afholde en folketælling som grundlag for skatteinddrivelse.


8 e. Kr.

Det er muligvis i dette år, at Josef og Maria besøger templet i Jerusalem med den unge Jesus.


9 e. Kr.

Publius Quinctilius Varus, tidligere statholder i Syrien (før Quirinius) er sat til at styre de romerske besiddelser i Germanien. Her lider han et nederlag mod germanerne, der koster 15-20.000 romerske soldater livet. Varus dræber sig selv.

Man har traditionelt ment, at slaget fandt sted i Teutoburgerskoven ved Osnabrück. I nyere tid menes det arkæologisk at være lokaliseret til et området ved den lille by Kalkriese.

Med dette nederlag må romerne opgive at rykke rigets nordlige udstrækning fra Rhinen til Elben. Hermed fastlægges en mentalitetsgrænse, som præger Europa den dag i forhold til hverdagsliv, gastronomi, politik og religion.


14

Augustus dør. Kejser Tiberius 14-37.


26-36

Pontius Pilatus er statholder i Judæa.


27

Johannes Døberen fængsles og henrettes af Herodes Antipas.


Mellem 29 og 33

- antages det, at Jesus korsfæstets.


Ca. 35

Den første martyr, Stefan, dør. Han er én ud af syv hjælpere eller diakoner for apostlene og bliver centrum i en strid med de hellenistisk orienterede jøder, idet han har gjort undere og gentaget Jesu ord, der opfattes som en trussel mod de fra Moses nedarvede jødiske regler og skikke. Der er også sammenhæng med Stefans tilhørsforhold til den del af menigheden, der har ståsted i hellenismen kontra hebræerne. Stefan dømmes  til døden ved stening. Tilstede ved hans død er en ung mand ved navn Saulus, der bifalder dommen. Siden tager Saulus navneforandring til Paulus.

Som den første martyr har Stefan fået sin helgendag 26. december, 2. juledag, dagen efter den fastsatte dag for Jesu fødsel. Derfor optræder Stefan i nogle landes juleskikke, bl.a. i Sverige.


Mellem 33 og 40

Saulus omvendes til tro på Kristus under en rejse til Damaskus og ændrer sit navn til Paulus. Flere steder i litteraturen og på Internettet tidsfæstes denne begivenhed til 33 uden hensyn til, at Paulus/Saulus må have overværet dommen over Stefan før sin omvendelse. Måske har disse to begivenheder fundet sted samme år (33). Paulus er af Benjamins stamme og opkaldt efter stammens berømteste medlem, kong Saul.


37

Tiberius dør. Kejser Caligula 37-41.

Caligula giver sin ven, Herodes Agrippa, kongetitel over nogle områder i Palæstina. Hans søster, Herodias, og ægtefællen, Herodes Antipas, der ikke har kongetitel, bliver misundelige. Det er det samme fyrstepar, som er forbundet med halshugningen af Johannes Døber.


39

Herodes Antipas rejser til Rom for at bede Caligula om en kongetitel. Herodes Agrippa har i forvejen sendt breve til Caligula, der anklager svogeren for forræderi. Han forvises til Gallien, muligvis Lugdunum (Lyon). Herodias får tilbud om at bevare sin ejendom, men hun vælger at følge sin mand til Gallien, hvor deres spor forsvinder ud af historien.

Herodes Agrippa overtager Herodes Antipas’s magtområder.


40

Caligula går i gang med at anlægge et cirkus i et område uden for Rom, på vestsiden af Tiberen. Ager Vaticanus er i forvejen blevet drænet og indrettet som haveanlæg af hans mor, Agrippina den Ældre, et barnebarn af kejser Augustus. Anlæggelsen af dette cirkus fuldføres af kejser Nero.


41

Caligula myrdes. Kejser Claudius 41-54.

Claudius overlader næsten hele Palæstina til Herodes Agrippa.


43

Paulus og Barnabas begynder deres mission i Antiochia. De, som følger dem, kaldes kristne.


44

Apostlen Jakob (Jakob den ældre) halshugges, dømt af Herodes Agrippa. Jakob er den første apostel, der lider martyrdøden.

Herodes Agrippa dør. Herefter styres Palæstina af en romersk statholder.


45-48

Paulus’s første missionsrejse til Cypern og Sydgalatien.


Ca. 50 - måske noget tidligere

Apostelmødet i Jerusalem (blandt andre Paulus, Peter, Jesu bror Jakob).

Mødet beslutter som det vigtigste, at nye kristne uden jødisk baggrund ikke skal lade sig omskære og overholde jødiske spiseregler for at regnes som gode kristne. I følge Paulus har opstandelsen gjort Jesu liv til menneskets nye rettesnor. Moselovene er forældede og erstattet af syndernes forladelse. Det er begyndelsen til, at kristendommen udskiller sig som en selvstændig religion. Der er fortsat diskussion om forståelsen af kilderne til, hvad der fandt sted på mødet, der kan betragtes som det første forsøg på at afholde et koncil, som man siden har gjort det, når stridspunkter i kirken skulle afgøres.


50

Paulus tager på sin anden missionsrejse gennem Lilleasien til Trakien.


51-52

Paulus i Athen og Korinth.


53-57

Paulus på sin tredie missionsrejse. Han tilbringer to år i Efesos. Besøger Korinth igen og skriver til Galaterne og vender tilbage til Jerusalem.


54

Claudius dør. Kejser Nero 54-68.


57

Paulus arresteret af romerne efter uroligheder i Jerusalem.


59

I sin egenskab af romersk borger sendes Paulus til Rom for at få sin sag prøvet.

Nero har fuldendt anlæggelsen af det cirkus, som Caligula satte i værk i år 40 på Ager Vaticanus. Det blev dengang ikke anset for passende, at et medlem af  samfundets øverste klasser optrådte offentligt som deltager i sportskampe og teaterforestillinger. Neros rådgivere, blandt andre filosoffen Senecca, er derfor glade for, at Neros optræden kan henlægges til dette afsides liggende sted uden for byen, Cirkus Gai et Neronis - opkaldt efter Gaius Caligula og Nero.


61

Paulus ankommer til Rom og tilbringer to år i husarrest. Han fortsætter med at skrive breve til sine menigheder i Mellemøsten.


62

Jesu bror, Jakob, og andre kristne henrettes i Jerusalem efter ordre fra ypperstepræsten Ananus.


64

En voldsom brand hærger Rom i en uges tid og ødelægger store dele af byen. Traditionelt  påstås Nero at have påsat branden. Han skal have spillet og sunget, mens han overværede den. Moderne forskere afviser denne opfattelse og mener, at branden opstod ved en tilfældighed. Beviserne for, at de første forfølgelser af kristne kan sammenkædes med branden, er også uklare (litteraturliste ovenfor: Ørsted 2004).

I følge traditionen henrettes Peter og Paulus. For Paulus nævnes dog flere tidspunkter i tidsrummet 60-67. Paulus halshugges, fordi han var romersk borger.

Peter ønskede angiveligt at blive korsfæstet med hovedet nedad, fordi han ikke følte sig værdig til at dø på samme måde som Jesus. Det skal i så fald være foregået i Cirkus Gai et Neronis mellem 64 og 67. Peters funktion som den første biskop for menigheden i Rom betvivles af forskningen, men en lederrolle har han haft i urmenigheden som den første forkynder af budskabet om opstandelsen.  Spørgsmålet om Peters rolle som leder i Rom diskuteres indgående i opslag på dansk wikipedia om Peter.

Ved siden af cirkus ligger en begravelsesplads, hvor Peter antages at være lagt efter henrettelsen.

Knogler af en mand på 61 år, dateret til det første århundrede, fundet under Peterskirken i 1968, er af paven blevet angivet til at være de sandsynlige rester af apostlen Peter. Se: 324.

Det anses for bekræftet, at Paulus er begravet under kirken San Paolo fuori le Mura (Sankt Paulus kirke uden for murene), der blev bygget uden for Rom på vejen mod Ostia.

Storfilmen Quo vadis fra 1951 beskriver meget imponerende og anskueligt Neros galskab (fremragende spillet af Peter Ustinov), Peter, Paulus, branden, kristne kastet for løverne og Neros død. Men alt dette sammenfattes fejlagtigt som sammenhængende begivenheder, der finder sted inden for få dage eller uger.


66

Jøderne i Palæstina gør oprør mod romerne. Kampene varer fire år. De romerske styrker ledes af den senere kejser Vespasian.


68

Oprør mod Nero. Afsat. Lader sig dræbe af en slave.


70

Vespasian romersk kejser.

Romerne ødelægger Jerusalem under kommando af kejserens søn, Titus. Begivenheden er skildret på Titusbuen på Forum Romanum med det velkendte billede af den syvarmede lysestage, der bæres væk fra det ødelagte tempel.


79

Et udbrud fra vulkanen Vesuv ødelægger byerne Pompeii og Herculanum.


270-342

Omtrentlige leveår for Nikolaus, der i slutningen af sit liv skal have været biskop i Myra i Lykien i det sydvestlige Lilleasien. Han siges at være en af de første, der afholder midnatsgudstjeneste mellem 24. og 25. december. Han skal have været en meget hjælpsom person, bl.a. over for børn og søfolk. (Litteraturliste ovenfor: Piø 1989).


250

10-15 % af befolkningen i de romerske provinser anslås at være kristne. For første gang iværksættes en statsorganiseret gennemgribende modoffensiv, der omfatter ejendomskonfiskation, fængsel og forvisning - undertiden død.


283

I en velhavende familie i Syrakus på Sicilien fødes en pige, der får navnet Lucia.


303

Ny kampagne mod de kristne under kejser Diocletian.


304

Lucia fra Syrakus dør.


309

Pave Eusebius dør som den sidste pave martyrdøden. Regnet fra apostlen Peter er han pave nr. 30. Hovedparten af dem angives at være døde som martyrer.


311

Kejser Galerius ophæver forbudet mod kristendommen.


312

Den senere kejser Konstantin den Store besejrer sin rival, kejser Maxentius, i slaget ved den Milviske bro nord for Rom. I følge sagnet skal Konstantin før slaget have anråbt de kristnes gud om hjælp. På himlen ser han et strålende kors og ordene “In hoc signo vinces” - under dette tegn skal du sejre.


313

Kejser Konstantin den Store giver kristendommen fuld ligestilling og religionsfrihed. Beslaglagt ejendom gives tilbage. Fra dette punkt udvikles kristendommen hurtigt til at være den dominerende religion.


324

Kejser Konstantin den Store iværksætter opførelsen af Petersbasilikaen på Vatikanhøjen over den gravkirke, der siden 200 er blevet æret som Peters grav. Se: 64.


325

Konstantin indkalder til kirkemøde i Nikæa (i Bithynien i det nordvestlige nuværende Tyrkiet) for at forlige stridende retninger inden for kristendommen. Biskopperne i Rom, Alexandria og Byzans udpeges som overhoveder for kirken.


Scener fra Konstantins bedrifter i forhold til kristendommen i Raphael-rummene i Vatikanet.


330

Byzans bliver Romerrigets nye hovedstad under navnet Konstantinopel.


337

Konstantin lader sig døbe på dødslejet.

Konstantins mor hedder Helena - Sankta Helena. 2. maj 1502 opdagede portugisiske søfarere en lille ø i det sydlige Atlanterhav, der senere blev britisk koloni. Og da det netop var Sankta Helenas dag, kom hun til at lægge navn til den ø, hvor englænderne anbragte kejser Napoleon i 1815.


362

Kejser Julian (361-363) får tilnavnet »Den frafaldne«, da han forsøger at genoplive den romerske gudetro. Ved at indføre fuld religionsfrihed fratager han kirken dens  forrang for andre trosretninger.


363

Kejser Jovianus giver kirken dens rettigheder tilbage.


382

Kejser Gratian (375-383) fratager det gamle præsteskab og vestalinderne deres privilegier.


392

Kejser Theodosius den Store (Gratians medkejser) (379-395) lukker de gamle templer og forbyder ofringer.


395

Ved Theodosius’ død deles Romerriget i en vestlig og en østlig del.


Ca. 400

Med ophøret af romerrigets politiske og kulturelle indflydelse er  den romerske jernalder slut som defineret arkæologisk periode i Nordeuropa. Nu er det germansk jernalder. Den ældre germanske jernalder kaldtes tidligere folkevandringstiden som kendetegn for den indflydelse, som udefra kommende folkeslag kom til at øve på omdannelsen af det gamle rige og hele det europæiske kontinent, som varer de næste 5-600 år. De nye statsdannelser tager en efter en kristendommen til sig. Og Rom vinder en ny status som sæde for kirkens øverste myndighed.


Danmark

Guldhornene fra Gallehus ved Tønder bliver til engang i 400-tallet.


434-453

Attila er hunnernes hersker.


476

Germanerhøvdingen Odoaker afsætter den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustulus.


525

Munken Dionysius Exiguus opfinder, efter befaling fra pave Johannes 1., årstalsberegningen Anno Domino - årstal efter Kristi fødsel. Han indfører også regler for beregning af, hvornår påsken falder.