Mozarteffekten


Dansk Sang nr. 1 06/07


I foråret 2006 fik musikfaget sin egen Pisa-rapport (The ildsjæl in the classroom). Berlingske Tidende indhentede en udtalelse fra professor Frede V. Nielsen (DPU), som benyttede lejligheden til at bemærke, at forskningen ser med forbehold på Mozart-effekten (som ikke omtales i rapporten).

Det føltes umiddelbart irriterende, at vores akademiske førstemand netop i den sammenhæng skulle ødelægge festen. Men bemærkningen er berettiget og får følgeskab af Claus Picards artikler i Dansk Sang nr. 5 og 6. Frede V. Nielsens kritiske synsvinkel kan læses i 75 årsfestskriftet til Sankt Annæ Gymnasium.


Når jeg nu tager tråden op, er det af to grunde:


Det er vigtigt nu at få lagt en dæmper på de mange, der med de bedste hensigter begrunder musikundervisningen ud fra en hypotese og et slogan, som vore egne forskere erklærer sig tvivlende over for. Vores sag devalueres. Vores argumentation vil kunne skydes ned som billig og utroværdig.

For det andet er jeg forvirret.  Længe før ”Mozart-effekten” vandt indpas i sproget, var Folkeskolens Musiklærerforening med til at lancere Howard Gardners intelligensmodel ved udgivelsen af Kjeld og Kirsten Fredens: Musikalsk Odyssé, 1991, og Ki Yo Wah, 1993. Nogle har stiftet bekendtskab med den finske hjerneforsker  Matti Bergström, som også blev ført i marken i et oplæg, da Kulturministeriet lancerede Børnekulturens netværk i 2004. I Dansk Sang nr. 6 skrev Helle Couppé igen om værdien af musik i forhold til den tidlige danskundervisning og børn med læseproblemer. Det kunne vi første gang lære om i hendes store materiale Bogstaver, musik og bevægelse fra 1992. Og så har der været den store opmærksomhed om Günther Bastians undersøgelser, der nu er publiceret på dansk, men som Frede V. Nielsen også har set på med kritiske øjne.


Endelig er der Ann Elisabeth Knudsen, der i 2001 udgav ”Pæne piger – dumme drenge, hvorfor er der ingen børn der opfører sig som de har hjerner til?” I denne sommer har hun været brugt i en radioudsendelse. Man kunne opleve hendes engagerede og medrivende foredrag på skolekoncertfestivalen i 2004. En kort gennemgang kan findes i Børnehaveklasseforeningens blad Skolestart 7/2001. Ann Elisabeth Knudsen forklarer, hvorfor drenge og piger skal behandles forskelligt i skolen, fordi deres hjerner ikke udvikler sig i samme rytme:


Hvis man udnytter drengenes velfungerende højre hjernehalvdel til at understøtte adgangen til sprog vil en del være vundet.


For:


i højre hjernehalvdel har de fleste mennesker områder for musik, og musik er også sprog ... Så hvis man tidligt har fokus på sanglege, rimlege, ordkort vil drengene være godt hjulpet i den tidlige sproglige opmærksomhed.


For en halv snes år siden var jeg med til at iværksætte den række seminarer og møder, der førte til dannelsen af Dansk Netværk for Musikpædagogisk Forskning. Når jeg nu tænker tilbage, husker jeg, at jeg dengang drømte om et mødested for de forskellige indfaldsvinkler, der var repræsenteret af henholdsvis Frede V. Nielsen og Kjeld Fredens. Begge var med til det første seminar. Men netværket endte med at blive en sammenslutning af konservatorier og universitetsenheder, dvs. den fagmusikalske og humanistisk-fagpædagogiske tilgang til musikpædagogik. Det er min fornemmelse, at den medicinske og biologiske forståelse af musikpædagogikken  spiller en stærkt begrænset rolle i dette forum.


Og det er skidt for os almindelige brugere af forskningen, der står midt i det hele og lytter til begge sider. Jeg har overhovedet ingen faglige forudsætninger for at bedømme sandhedsværdien af, hvad nogen af parterne siger, skønt jeg har forsøgt at læse og lytte til dem i årevis. Men det er jo netop den biologisk begrundede sidegevinst for læsning og matematik, mange af os har grebet ud efter på forældremøder og lærermøder og pædagogiske dage. Vore mest velmenende venner blandt kolleger og skoleledere holder meget af transfer- og Mozart-effekten. At arbejde med ”de mange intelligenser” og ”forskellige slags læringsstile” er højt profileret pædagogik ude på skolerne - på linie med at tage i skoven for at træne staveord og matematik.


Det kan anbefales at læse, hvad Frede har skrevet i festskriftet til Sankt Annæ. (Der står flere andre læseværdige artikler). Men det må stærkt beklages, at han ikke har følt det nødvendigt at tage emnet op i det tidsskrift, der læses af de allerfleste danske musikundervisere. Derfor vil jeg kraftigt henstille til Dansk Sang, at bladet får Kjeld Fredens, Ann Elisabet Knudsen og Frede V. Nielsen til bringe deres bidrag til den debat, der er rejst med Claus Picards artikler, Günther Bastian, Fredes festskriftartikel og hans udsagn til pressen, gerne i den nævnte rækkefølge og med mulighed for at parterne kan replicere til hinanden. – Vi må have rede på det her. Vi må vide, hvad hele kredsen af forskere kan blive enige om. Er det overhovedet de samme aspekter, de taler om?


Musikken skal ikke sælges på sin transferværdi


Men – som flere har skrevet – så kan det hele jo være lige meget. Musikken er god nok i sig selv. Man skal ikke spille og lytte, fordi man derved kan blive bedre til læsning og matematik. Og hvis man vil være dygtigere til at regne, er det bedre simpelthen at øve sig på det, som Frede V. Nielsen skriver. Han gennemgår eksperimenter, hvor forsøgspersoner er blevet sat til at løse opgaver af spatial karakter efter konsumering af vis dosis af et udvalgt Mozart-værk. Virkede dette trick, måtte musikpædagogikkens opgave som konsekvens være at afsøge, hvilke musikværker i hvilke doser, der kunne have den stærkeste dopingeffekt på forskellige typer opgavedistancer.  Men ville det nu på den anden side være sundt? Og ville det ikke være snyd at bruge den slags midler lige før eksamen eller forud for en jobsamtale? – Man ville så blive nødsaget til at finde metoder til at spore indtagelse af kunstige stimulanser, som kandidaterne hemmeligt får ordineret til skærpelse af det spatiale klarsyn.


Føj for søren. Det er en pervertering af alt det, som vi anser for at være smukt og værdifuldt ved musikken. Jeg har gennem årene kunnet følge mange elever sideløbende i folkeskolen og til frivillig musik/musikskole. Musikken burde ifølge de gode hypoteser give en ny chance til dem, der med Niels Hausgaards ord er ”udpræget praktisk begavede”. Den reelle erfaring er dog, at de, som har klaret sig bedst til instrumentalundervisning og krævende sammenspil, er dem, som også klarer sig bedst i alle de andre folkeskolefag samt i forhold til social trivsel. De svage læsere og elever med lav social status er længere om at lære noder, gennemskue musikalske helheder og få styr på motorikken. – Det er ikke ensbetydende med, at disse børn så skal opfordres til at droppe musikken for at undgå flere nederlag. Selv har jeg efterhånden søgt at styrke min bevidsthed om opgaven og ansvaret over for netop disse børn. Ikke mindst ved at se på, hvordan jeg selv har det med musikken.

Al den tale om transferværdi og Mozarteffekt er en forsimpling og banalisering, der bortleder opmærksomheden fra de kvaliteter ved musikken og musikpædagogikken, der er årsag til, at musik skal være obligatorisk fag i folkeskolen. Alt det, som musikken betyder for os selv personligt, og som vi ønsker at give videre til vores elever.


Selve musikkens egenværdi er knyttet til den almene virkning, det har på børn og voksne at beskæftige sig med musik - at skabe, udøve, høre musik. Hvis disse processer får lov over et langt stræk at påvirke vores sind, viden, forstand, humør, sociale kompetence og oplevelse af at være del af et fællesskab, er der ikke tale om en transfereffekt, men om de inderste egenskaber ved musikken, der driver os til at beskæftige os med den. Det er bl.a. det, vort fortræffelige fagformål handler om:


Gennem aktiv og skabende beskæftigelse med musik skal undervisningen medvirke til elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, udvikling af koncentration og motorik samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.


Vi er nogle stykker, der selv har erfaret, at sådan kan det virke.


Mange årtiers beskæftigelse med musik som lytter og udøver har ikke gjort mig bedre til matematik. Men at være medlem af et forpligtende fællesskab som amatørmusiker og gå regelmæssigt til koncerter og opera (senest 17 timers Wagner på en uge) kan gøre en forskel i livsduelighed og i evnen og viljen til at møde udfordrende opgaver og vanskeligheder, til at tro på, at tilværelsen – trods alle store og små problemer – er fyldt med rigdom og muligheder. – Undskyld jeg inddrager mig selv. Men man må have gjort den slags erfaringer på egen krop og sjæl for at kunne formidle dem til sine elever.


Jeg ved ikke, om det kan spores i laboratorieundersøgelser af hjernehalvdelenes samarbejde hen over hjernebjælken. – Men det er, hvad det hele burde handle om.


Anne Bamford og Matt Qvortrup: The Ildsjæl in the classroom. Kunststyrelsen april 2006:

http://www.kunststyrelsen.dk/db/files/the_ildsjael_in_the_classroom.pdf.


Sammenfatning på dansk:

http://www.kunststyrelsen.dk/db/files/ildsjaelen_i_klassevaerelset.doc


Frede V. Nielsen: Musik og transfer. Hvad siger forskningen. For skolen og for livet. Festskrift til Sant Annæ Gymnasium 2004

Ann-Elisabeth Knudsen: Pæne piger – dumme drenge. 2002. – Kort rids i Skolestart. Børnehaveklasseforeningen 7/2001

Øvrige nævnte bøger er udgivet af Dansk Sang.


Læs også Hvorfor musik