Indlæg af Ove Steen Smidt, lærer ved Karlslunde Skole, Greve Kommune


Nedenstående er en sammenskrivning af flere indlæg, jeg leverede i løbet af konferencen.


Når jeg nu – 2021 – gennemlæser, hvad jeg skrev og sagde for 14 år siden, er det min klare opfattelse, at synspunkterne holder i dag. Forskellige konkrete detaljer og formelle rammer er ændret. Men overordnet er det mit indtryk – set udefra som pensionist – at udviklingen har forandret ondt til værre.


*****


Jeg har været folkeskolelærer i 30 år. Musik har altid været det fag, der fyldte mest på mit skema.

Jeg har også altid haft et mindre antal timer i den frivillige musikundervisning – senere musikskolen.


I disse år underviser jeg i blokfløjtespil og møder et par elever på en anden af kommunens skoler end den, hvor jeg selv er folkeskolelærer. Sidste år sad jeg med en dreng fra 3. klasse og spillede blokfløjte. Så falder hans blik på en af de velkendte instrumenttavler, der må have hængt i lokalet fra gammel tid. Han spørger til tavlen.


Det er en fagot, siger jeg. Taler I ikke om den slags i din klasses musiktimer?


Har man musik i 3. klasse? spørger han forundret. Den anden elev, som gik i 2. klasse, var sig heller ikke bevidst, at musik skulle være et fag på hendes skema.


Børnene og deres forældre ved ikke, at de er ofre for en ulovlig disposition.


Jeg er bange for, at min oplevelse ikke er enestående. De lokale ansvarlige overtræder altså lovens krav og ministeriets påbud. Drejede det sig om tilsvarende forsømmelser med plejehjem, DSB’s køreplaner, behandlingsgaranti på hospitalerne eller Danmarks Radio, ville det være offentligt samtaleemne.  Men skoleledere, skolebestyrelser og kommuner ser sig altså berettiget til at fravælge overholdelse af udvalgte dele af folkeskoleloven.


- Så har de vel valgt at profilere sig på andre områder, siger nogle nok så flot. Men ingen lov har gjort folkeskolens pligtige fagrække til en valgmulighed.


Når de ansvarlige kan slippe igennem med denne forseelse uden røde ører og forstyrret nattesøvn, kan det skyldes, at ingen udtalt konsensus inden for den offentlige mening har taget bolig i deres bevidsthed, så at den kan trykke deres samvittighed.


Ansvaret


- for denne mangel på offentligt artikuleret mening om musikundervisning kan bredes ud til alle de tilstedeværende i denne sal – og måske en del flere, som burde have været tilstede.


Med tak for de lærde indlæg savner vi, at denne lærdom omsættes i en kort og klar begrundelse for musikundervisning, der på én gang er fagligt forsvarlig, kort og folkeligt forståelig. Og den skal kunne trykkes og fremsiges på ethvert relevant sted og ved enhver relevant lejlighed – og i ganske særlig grad i de mange forsamlinger, hvor der sidder ikke-musikkyndige personer, der tager vigtige beslutninger af betydning for musikundervisningen.


Er disse tre betingelser uforenelige, må alternativet være, at stemningen fra denne konference gennem serier af bidrag breder sig til de medier og møder, hvor mange almindelige borgere såvel som beslutningstagere og meningsdannere lytter med.


I her, som bærer gyldne kæder og ringe og akademiske og organisatoriske titler, skal sætte en ære i at være tilstede ved møder uden for jeres egen fagkreds, så at budskabet altid kan blive formidlet i en folkeligt begribelig form.  Jeres bedste artikler og foredrag må I forpligte jer til at søge gengivet i et alment forståeligt sprog i de medier, der læses, høres og ses af den brede befolkning og af dem, der tager beslutninger om musikundervisningen.


Og I, der uddanner og efteruddanner lærerne, skal sikre, at den lærde bacheloropgave frem for alt ruster dem til at stå op ude på skolerne og forklare kolleger, ledelse, forældre og elever – samt sig selv – hvorfor de dog tillader sig at fremture med at ville levere en ordentlig musikundervisning.


Det skal de allerfleste nyuddannede musiklærere kunne præstere helt alene med ryggen mod muren på skoler, hvoraf de fleste i årevis ikke har gjort sig begreb om, hvad det drejer sig om.


Men hvad læreruddannelsen angår, har vi i efteråret 2006 set mørke skyer trække sig sammen. De ministerielle embedsmænd, der styrer arbejdet med at ændre læreruddannelsen, mener åbenbart at kunne tyde ministerens ønsker således, at det er deres opgave at undersøge, hvor langt man kan slippe igennem med at forringe uddannelsen af musiklærere til folkeskolen. Det er næppe ministerens ønske. Men han har så mange ønsker for skolen, der ikke kan forenes med en uændret ressourceramme. Og de prøver derfor at tjene hans og samfundets formodede ønsker bedst muligt.


Og skolelederne har i årtier forsømt at udvise rettidig omhu med at forberede generationsskifter i deres lærerstab også i musik. Når der nu tales om lærermangel og manglende søgning til læreruddannelsen, vil den være så udtalt på musikområdet, at ansvarsbevidste skoleledere ikke får svar på deres annoncer. Deres forening skulle for længst have artikuleret et krav om, at seminarierne sikrer tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt kvalificerede musiklærere. Men det forudsætter en stærk bevidsthed hos skoleledere og skolebestyrelser om, at det ikke kun er godt. Det er vigtigt.


Vi har ikke formået at forklare det for dem i et sprog, de forstår.


Hvorfor musikundervisning?


Jeg har også en Nebengeschäft inden for  Sjællands Symfoniorkester pædagogiske virksomhed.  Orkestret har valgt at henvise til Isaac Sterns ord:


Musikken er en så væsentlig del af det menneskelige eksistensgrundlag, at det er barnets ret at blive hjulpet til en forståelse af sammenhængen mellem musikken og dets egen eksistens.


Men disse smukke ord hviler jo på en subjektiv opfattelse og en påstand om musikkens betydning. Musikeren og virtuosen aner, at den glæde, han selv har haft af musikken, repræsenterer noget almengyldigt. Vi andre kender amatørens glæde ved at dyrke musik – måske som medlemmer af et kor eller orkester, der gør en afgørende forskel.


Og vi har måske mærket, at det rykkede varigt ved noget i vores liv at opleve Niebelungens Ring på én uge sidste år.


Vi kan altså erklære: musik er dejlig. Og hvor er det synd for dem, der går gennem tilværelsen uden at opdage det.


Musik er godt!! Men er det ensbetydende med, at musik er vigtigt? I 1979 deltog jeg i årskurset i metodik på Danmarks Lærerhøjskoles musikinstitut hos Poul Milberg, hvis indsats har været skelsættende for så mange musiklærere i min generation. Poul åbnede kurset ved at bede samtlige de ca. 20 kursister efter tur svare på spørgsmålet:


Hvorfor skal musik være obligatorisk fag i folkeskolen?


Det var der ingen, som kunne svare fyldestgørende på. Men efter 30 eftermiddage var vi nået et stykke længere. (Den slags efteruddannelse har man sparet væk i dag).


Altså: Hvorfor skal eleverne tvinges til at blive undervist i musik ud fra nogle centralt udvalgte indholdsbestemmelser? Hvorfor mener mange af os, at der burde være flere ugentlige lektioner og, at faget burde være obligatorisk i hele skoleforløbet?


Det korte svar er: Fordi musikken findes.


Det nuværende formål for folkeskolens musikundervisning har vi med mindre justeringer haft siden 1988. Her tales der om selvstændigt at kunne forholde sig til samfundets mangeartede musiktilbud.


... mangeartede musiktilbud. Man aner den ironiske snert.  Det er ikke alle de mangeartede tilbud, der er værd at forholde sig positivt til.


Isaac Stern har jo ikke uret. Men den mindre lyriske udgave af hans ord er, at musikken ikke giver os nogen valgmuligheder. Den trænger sig ind på os fra scener og elektroniske medier uden at spørge om lov – på godt og ikke mindst ondt.


Ikke at kunne forholde sig selvstændigt til samfundets mangeartede musiktilbud – er ikke det samme som at fravælge musikkens indflydelse på ens tilværelse. Den mulighed gives ikke.


Det kræver en enormt veludviklet personlig integritet af børn og unge at træffe personlige valg om, hvilken slags musik der skal spille hvilken slags rolle i deres tilværelse. Ungdomskulturen sender sine fangarme langt ned i retning af folkeskolens yngste klasser. Inden udgangen af 3. klasse skal skolen have præsenteret eleverne for nogle alternative valgmuligheder og have kvalificeret dem til at forholde sig til de andre mangeartede tilbud – der ikke altid optræder som tilbud, men som obligatorisk garniture til deltagelse i fællesskabet sideordnet med påklædning og andre livsstilselementer.


Derfor er det værd at mærke sig fagformålets allerførste sætning, der næppe i sin fulde ordlyd overholdes overalt:


Formålet med undervisningen er, at eleverne udvikler deres evne til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik.


- Udtrykke sig om musik! Ligesom eleverne i dansktimerne ofte sættes til at skrive boganmeldelser, burde det altså være en højt prioriteret aktivitet i musiktimerne, at eleverne blev sat til at give skriftligt eller mundtligt udtryk for, hvad det siger dem at opleve bestemte musikstykker og musikalske genrer som lyttere og udøvere i skolen og andre steder. Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte. At udtrykke sig klart om et emne forudsætter et sprogligt beredskab og træning i at bruge det. Hvad man ikke kan udtrykke sig sprogligt om over for andre, vil man også have svært ved at klargøre over for sig selv. Og dermed er man et lettere offer for gruppens pres om viljeløs overtagelse af den i gruppen herskende musiksmag. Man overlades til at søge sin identitet i et behagesygt mediemaskineri, som ikke levner mulighed for at tro, at relevante svar på livets vigtige spørgsmål skulle kunne findes i historiske begivenheder og kunstneriske udsagn, der i tid og rum befinder sig i mere end mental armslængde fra ens egen pc og mp3-spiller.


Derfor er det paradoksalt, at den obligatoriske musikundervisning slutter med 6. klasse. Skolens kultur og daglige virksomhed, som den udspiller sig omkring de ældste klasser, skriger på den dimension, som kun musikken og en refleksionsorienteret musikundervisning kan tilbyde.


  1. Nu er eleverne gamle nok til at kunne forholde sig til de mangeartede tilbud, som samfundet tilbyder dem fra musikkens verden.

  2. Nu er de gamle nok til at kunne forholde sig kritisk – hvis de får den vejledning, som kun skolen kan forpligte sig til at give dem.

  3. Nu skal de have støtte til at vælge, hvilken rolle de selv vil spille i musiklivet – som udøvere og forbrugere.

  4. Nu medfører pubertetens omvæltninger behovet for at kunne være sammen på den måde, som kun musikalsk skaben og musikalske oplevelser kan tilbyde.


I radioudsendelsen Mennesker og tro søndag morgen begynder man med morgensang. Og så kan det hedde, at vi skal have Jacob Knudsens prægtige salme ”Se, nu stiger solen af havets skød” - med henvisning til teksten.  Salmen bliver herefter sunget af et kor. Det er svært at forstå ret meget af teksten. Men alle kan høre Oluf Rings prægtige melodi. Den bliver ikke nævnt. Det er nemmere at forholde sig til teksten. I underbevidstheden er det musikkens udtrykskraft, der får os til med hjertet at hænge ved en lang række salmer og sange, hvis tekst vi ikke nødvendigvis forstår eller føler noget specielt for.


Musikkens betydning for det enkelte menneske og for det menneskelige fællesskab beror især på de kræfter og kvaliteter, som de færreste kan beskrive med ord.


Det skønne og det gode – det grimme og det slette


Øivind Varkøy fortalte på konferencen om Platons musiksyn, der lagde vægt på det skønne og det gode, der har en forædlende indflydelse på tilhøreren. Visse skalaer burde foretrækkes for andre. Øivind Varkøy præsenterede tillige musikkens funktioner i fem kategorier, hvoraf den femte hed, at musikken har rekreations- og underholdningsfunktioner.


Det er næppe for meget sagt, at denne kategori er fremherskende i vores kultur – har måske været det i århundreder. Det er en tilstand, der viser, at Platons synsvinkel er idealiseret og forbundet med oplagte svagheder. Det mest udbredte musikkonsum foretrækker musikalske produkter, der byder sig til uden kanter, overraskelser og provokationer. Musikoplevelser, der forudsætter forkundskaber og eftertanke og først folder sig ud ved genhør og dernæst endnu mere ved efterfølgende genhør, afvises. Konsumenterne anser det ikke for et problem, at de hermed fravælger de slidstærke produkter og hermed uafbrudt skal investere i nyt konsum, der tilfredsstiller samme behov som det forrige.


Inden for billedkunsten gives der for tiden plads til megen omtale af værker og udstillinger, der har til formål at  rette vores opmærksomhed mod alt, hvad der ikke er skønt og godt i verden. De er i bogstaveligste forstand uæstetiske. I kompositionsmusikken og også inden for jazz og rock kan man møde værker og fremførelser, der har til hensigt at provokere, vække til eftertanke og tvinge os til at lytte på en anden måde ved at bryde med traditionelle æstetiske normer. I 2000 og i 2002 afholdt Dansk Komponistforening og Levende Musik i Skolen (LMS) konferencer over temaet Kan børn tåle ny musik? Og siden har der eksisteret et netværk af komponister, undervisere og udbydere, der tager initiativer, skaber debat og kontakter. For selvfølgelig kan børn tåle ny musik. Og de er sandsynligvis mere åbne og nysgerrige – indtil det tidspunkt – som sagt – hvor andre kulturelle kræfter har cementeret deres smag og indsnævret deres åbenhed over for anderledes indtryk. Det er vanskeligt at forestille sig, at der kan ændres på denne tilstand uden en målrettet indsats i folkeskolen og musikskolen.


Anerkendelse af skolens faglighed


Ovenstående kan ses som begrundelser for at anerkende skolens faglighed – et udtryk, som blev lanceret på konferencen. Levede menneskene alene i en musikkultur forankret i et aktivt landsbyfællesskab, hvor alle lærte sangene og dansene ved festerne og i hjemmet, og hvor alle kunne gå i instrumental mesterlære, så ville der være mindre brug for en supplerende faglighed. Men sådan spiller musikken altså ikke. Den trænger sig på og byder sig til på helt andre betingelser.


At mene at børn og unge kan undvære denne faglighed eller, at den gør mere skade end gavn, er en naiv tankegang på linje med det nu kasserede slagord ansvar for egen læring. Vi må have så megen tro på musikundervisningens formål, at vi tør hævde, at vi ved noget om, hvad der er godt og vigtigt for eleverne, som de ikke selv ved. I modsat fald svigter vi børnene.


Men vores arbejde skal finde sted i et læringsklima, hvor systematisk faglighed har ringe vilkår. Det er ikke et klima, der er specielt karakteristisk for børnene. Det er en holdning, der breder sig fra de yngre voksne til børnene. Det er en livsstil, hvor tykke manualer, der indbød til systematisk fordybelse i et computerprogram, er afløst af onlinehjælp, som man kan vælge fra, hvis man hellere vil fuske sig frem. Man vil hellere lære et nødtørftigt antal akkorder udenad blandt venner i fritidsklubben end lære harmoniseringskunstens fascinerende hemmeligheder at kende på et valghold i folkeskolen eller hos en musikskolelærer.


I folkeskolens yngste klasser er børnene åbne og nysgerrige over for al slags læring og nye oplevelsesmuligheder. Det er et kapløb med tiden. Og det er et metodisk problem, som skal løses – ikke et problem, der må få os til at tvivle på rigtigheden af, at vi har en opgave at løse med vores faglighed.


Mozarteffekten – transfer


Jeg konstaterer og anerkender de spørgsmålstegn, der er sat ved fænomenet. Jeg er enig i, at musikundervisningen under alle omstændigheder skal bringe sig i stand til at argumentere for sin eksistens ud fra musikkens egenværdi – uden at henvise til, at børnene bliver bedre til at læse og regne. Vore bedste venner blandt kolleger og skoleledere kan lide dette argument og mener at gøre os en tjeneste ved at henvise til det. Samtidig konstaterer jeg, at hjerneforskningen har gjort sig gældende med resultater, der påviser musikkens betydning for barnets almene udvikling. Jeg har slet ikke tilstrækkelig forstand på denne forskning til at forstå, om den alene benyttes til at påvise transfereffekten, eller om den også kan benyttes til at understrege musikkens egenværdi. Men som musiklærer i folkeskolen ser jeg mit arbejde placeret mellem to forskningsmæssige platforme, der ikke arbejder sammen. – Jeg drømmer om en artikel skrevet af Frede og Fredens i fællesskab! (Frede V. Nielsen og Keld Fredens).


Men hvad er transfer egentlig for noget? Jeg er mig ikke bevidst, at 50 års intensiv beskæftigelse med musik har påvirket min hjerne i retning af bedre færdigheder på andre fagområder. Bekymring for musikundervisningen og interesse for andre musikfaglige emner har stimuleret mig til at skrive om dem. Er det transfer?


Jeg tror – men kan ikke bevise det – at intensiv beskæftigelse med de fleste af musikkens dimensioner som lærer, amatørudøver, koncertgænger, som medlem af musikalske fællesskaber og i mødet med store koncert- og operaoplevelser er med til styrke livsduelighed, selvtillid og tro på, at livet er værd at leve og dets værdier værd at slås for. Men jeg har også set mennesker bukke under for livets genvordigheder, uanset at de havde adgang til det samme musikalske rygstød.


Carl Nielsen

Mange faktorer og tilfældigheder spiller sammen. I Min fynske barndom skrev Carl Nielsen:


  1. ”Da jeg var otte–ni år gammel, blev der i min fødeegn stiftet en musikforening af landsbymusikanter, skolelærere, gårdmænd og hvem der ellers kunne traktere et eller andet instrument. Det var daværende lærer Hansen i Stenløse, der tog sagen i sin hånd. Han spillede godt klarinet og havde købt en del nodebøger for mindre orkester efter en afdød musikdirektør Büchler, der havde haft sin virksomhed i Odense. Foreningen kom til at hedde »Braga«, og da medlemmerne boede langt fra hverandre, fandt prøverne sted snart her og snart dér i en kro eller et andet lokale. Jeg fik engang imellem lov til at følges med min far og de nærmest boende, som slog sig sammen om en vogn, når det var for langt borte. Foreningens formål var rent ideelt: at lære den gode musik at kende, og i nodebøgerne fandtes både danse, ouverturer, potpourrier og symfonier eller satser af symfonier af Mozart, Haydn og andre klassikere. – For at få penge til anskaffelsen af noder og instrumenter gav man nu og da en offentlig koncert. Ved en af disse – det var i Rolighedskroen ikke langt fra Rolfsted – fik jeg lov at spille triangel til Dagmar Polka af H. C. Lumbye. Det var min første optræden, og jeg var jo umådelig spændt på, om jeg kunne falde ind på de rigtige steder. Den samme aften var ouverturen til Den stumme i Portici også på programmet, og da vi kørte hjem i den stjerneklare nat, gik Aubers melodier ustandselig igennem mig. Det var nogle af de skønneste timer i mit liv, og jeg var fuldkommen henrykt og lykkelig den hele nat.


  2. – Orkestret bestod af fire violiner, en bratsch, en cello, en kontrabas, klarinet, fløjte, to kornetter, en basun og triangel eller lille tromme. Jeg ser og hører endnu for mig, med hvilken alvor og kærlighed mine landsmænd og fynboer øvede musikken, og en af dem, Christian Larsen fra Bellinge, skal jeg mindes, så længe jeg lever. Han var eneste søn af en lille gårdmand i Bellinge og i besiddelse af sjældne musikalske evner. Efter stor modstand fra faderens side fik han endelig lov til at tage til København et halvt årstid for at spille med Tofte; men så måtte han tilbage igen og hjælpe faderen med gårdens drift. Han var kendt over det meste af Fyn ikke blot som musikant, men også som solospiller. Ved gilderne blev han nemlig i reglen opfordret til at spille et solonummer af den højere musik, og når han trådte frem, blev der så stille som i en kirke, og folk lyttede med den største andagt til hans smukke, varme spil. Når min far var tilstede, stod han altid tilbagetrukket i beundring og stolthed over sin ven og kammerat. De to var nemlig i reglen sammen, når der skulle være musik, og aldrig har der været et ondt ord imellem dem. Senere kom jeg med i laget, og jeg husker mange bemærkninger, som Christian Larsen gjorde om musikken og mestrene. Så fik hans stemme en egen dyb klang, der åbenbarede en betaget sjæl, som atter virkede på min.


  3. Thi her er vi ved en hemmelighed, som aldrig kan åbenbares. Det ene menneske kan give det andet noget, uden han selv aner det, kan befrugtes som i drømme, kan hjælpe, hæve og styrke ved ingen verdens ting, så dette menneske måtte le, ifald man ville takke ham. Men der går mange kræfter til spilde i en stor husholdning. Skæbnen er som et lykkehjul; hvorledes vil det standse, hvor vil loddet falde? Hvorfor skulle jeg komme frem ad den vej, hvor mine brødre og andre havde lige så gode betingelser, ja, enkelte af dem havde måske bedre og større. Mon der engang vil komme en tid, hvor de menneskelige evner får lov til at udfolde sig helt og fuldt, ikke tilfældigt og groft, men ved fin iagttagelse, forståelse og stille pleje helt fra de første famlende skridt? Jeg tror det. Rundt om i landene er der – navnlig i skoleverdenen – tegn og bestræbelser, som tyder derpå. I min barndom var det kun småt.”


Det var også Carl Nielsen, der kom med det udsagn, der burde have stoppet alle undertrykkende og selvundertrykkende påstande om musikalitet (jeg er jo ikke særligt musikalsk), da han påviste, at enhver kan høre, at klokkerne ved jernbaneoverskæringen klinger med to toner. – Kan man ikke andet, så har vi dog dér et sted, hvorfra vi kan tage fat på musikundervisningen.


Carl Nielsens ord og hans budskab kan efter min mening også tages som argument for, at alle børn må og skal møde den musikalske faglighed gennem en kvalificeret, autentisk lærerpersonlighed – gerne flere – der underviser styrket af en indefra kommende nødvendighed.


Folkeskole – musikskole


Hermed må det være slået fast, at reduktion eller påholdenhed over for musikundervisningens råderum ikke kan retfærdiggøres med henvisning til, at kommunen har en veldrevet musikskole. Musikundervisningen er et obligatorisk fag i folkeskolen, fordi den – jf. sin formålsparagraf – skal medvirke til en demokratisk adgang til samfundets mangeartede musiktilbud og give børnene et fagligt og bevidsthedsmæssigt beredskab mod den trussel, som samfundets musikliv i modsat fald vil udgøre over for deres åndelige og kulturelle frihed.


Allerede i barnets tidligste år er det underlagt den holdning til et liv med musik i dets miljø, som betinger, hvorvidt dets forældre vælger, at barnet skal gå på musikskole. Musikskolen har en vigtig opgave i lokalsamfundet med at profilere disse tilbud – rytmik m.m. – der grænser tæt op til folkeskolens virksomhed og give dem en høj prioritet. Musikskolen har en vigtig opgave med at tilrettelægge sine tilbud i fortsættelse heraf på en måde, så at eleverne ikke føler, at de skal vende sig fra deres øvrige musikliv, når de træder ind i musikskolens fødekæde. Hvis musikskolen ser sig underløbet af mindre lødige og mindre betalingskrævende musiktilbud i fritidsklubben, så er det musikskolens problem at etablere et samarbejde – helst komme problemet i forkøbet ved at indlede et samarbejde med skolefritidsordningen. I min kommune arrangerer SFO-erne karaokee-baseret børne-MGP. Det er musikskolen, der har forstand på musik. Den burde have foreslået SFO-erne at bruge de samme ressourcer på at købe sig ind i et seriøst samarbejde med musikskolen, der gerne kunne foregå i de rum, som SFO-en deler med folkeskolen.


Evaluering - elevplaner


I skrivende stund har de nye krav udløst protester fra brede kredse af lærerstanden, som jeg vil se bort fra her.


Jeg er meget tilfreds med min egen skoles standpunkt:


Alle fag skal være med. Der findes ikke overfag og underfag. Musik har længe lidt ved at være underfaget, der ikke blev inddraget i skole-hjem-samarbejde, teamsamarbejde og faglige vurderinger.  Det har været svært for musiklæreren at opnå fornemmelsen af medejerskab til skolens inddragelse af pædagogiske portfolier og evalueringskultur.


Hvis musiklæreren ikke samtidig underviser klassen i dansk, matematik eller fremmedsprog, vil han normalt ikke skulle deltage i forældremøder og skole-hjem-samtaler. Måske huskede klasselæreren at meddele, at musiklæreren kunne lægge en seddel med eventuelle bemærkninger om eleverne, hvis der var noget. Og var der ikke noget, så slap man for videre tiltale. Og det var da også synd at udsætte et såkaldt kreativt fag for et præstationsorienteret kritisk søgelys, sagde nogle.


Jeg tror, det har været til skade for faget. Det har ikke været godt for lærerne, at de ikke blev tvunget til at tage stilling til den enkelte elevs faglige udbytte. Nu fortæller man os, at det har vi altid skullet. Der har bare aldrig før været nogen, der krævede os til regnskab for det. Nu skal der være skriftlighed. Nu skal musiklæreren også tænke på kriterier for at vurdere den enkelte elevs udbytte af undervisningen. Det er ikke nok, at klassen som helhed fungerer som gruppe, når vi danser, spiller og synger.


Hvad er det nu, at den enkelte elev skal have ud af det?


Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at...


Således er indgangsformularen til alle dele af ministeriets Fælles mål inden for alle fag.


Musik er ikke et kreativt fag. Musik er – nøjagtigt lige som dansk – et fag, der skal bibringe eleverne færdigheder og kundskaber, bl.a. med sigte på kreative aktivitetsmuligheder. Undervisningens formål er ikke at give eleverne musikalske oplevelser. Formålet er at udvikle deres evne til at opleve musik.


Formålet med undervisningen er at bibringe eleverne færdigheder og kundskaber, der kan frisætte deres kreativitet og oplevelsesmuligheder.


Undervisningen er hermed et uundværligt og nødvendigt middel til demokratisering af adgangen til at skabe musik og få glæde af de mangeartede oplevelsesmuligheder.



Appendiks


(Links nævnt nedenfor kan være nedlagt eller deres indhold ændret siden denne side blev skrevet).


Folkeskolens formål

Fra lovbekendtgørelse nr. 1195 af 30. november 2006


  1. § 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.


  2. Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.


  3. Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.


  4. § 2. Folkeskolen er en kommunal opgave. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle børn i kommunen sikres vederlagsfri undervisning i folkeskolen. Kommunalbestyrelsen fastlægger, jf. § 40 og § 40 a, mål og rammer for skolernes virksomhed inden for denne lov.


  5. Stk. 2. Den enkelte skole har inden for de givne rammer ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens formål, jf. § 1, og fastlægger selv undervisningens organisering og tilrettelæggelse.


  6. Stk. 3. Elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål.


Formål for faget musik

  1. Formålet med undervisningen i musik er, at eleverne udvikler deres evne til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik. Undervisningen skal bibringe dem forudsætninger for livslang og aktiv deltagelse i musiklivet og for selvstændigt at kunne forholde sig til samfundets mangeartede musiktilbud.


  2. Stk. 2. Gennem aktiv og skabende beskæftigelse med musik skal undervisningen medvirke til elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, udvikling af koncentration og motorik samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.


  3. Stk. 3. Undervisningen skal fremme elevernes forståelse af dansk og udenlandsk musiktradition som en del af kulturlivet, dels således som den indgår i det aktuelle samfundsliv, dels i dens historiske perspektiv.


Formål, Slutmål, Trinmål: http://www.faellesmaal.uvm.dk/fag/Musik/formaal.html


Læreruddannelsen

(Nedenstående links kan være nedlagt eller deres indhold ændret siden denne side blev skrevet).


Orientering om uddannelsen:

http://www.ug.dk/Uddannelse.aspx?article_id=udb-laererifolkeskolen


Bekendtgørelse nr. 219 af 12. marts 2007 om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen:

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25302


Henvisninger

Deltagere i konferencen og et par andre har skrevet artikler om musikundervisningens formål, Mozart-effekt og om evaluering i Dansk Sang:


  1. 02/03-6 Ove Steen Smidt

  2. 04/05-5 Ove Steen Smidt

  3. 05/06-1 Finn Holst, Ove Steen Smidt, Annette Ketils

  4. 05/06-2 Ove Steen Smidt, Mats Uddholm

  5. 05/06-3 Birgitte Madsen, Finn Holst, Finn Bonde

  6. 05/06-4 Bodil Gormsen

  7. 05/06 5 Claus Picard, Bodil Gormsen

  8. 06/07 1 Kirsten Fink-Jensen, Ove Steen Smidt, Jens Due

  9. 06/07 3 Kirsten Fink-Jensen, Kim Zeuner

  10. 06/07 4 Ove Steen Smidt - Se på denne side.


  11. Eva Fock. Øjeblikket i nuet – skolekoncerter før og efter strukturreformen. Center for Kulturpolitiske Studier. Danmarks Biblioteksskole, 2006. Bestilles hos Levende Musik i Skolen (eller som pdf. på www.lms.dk). - Eva Fock analyserer skolekoncerternes formål og den måde, hvorpå de involverede parter anskuer og forvalter dette. Rapporten er dermed en analyse af musik som kulturfag.

  12. Fælles Mål. Faghæfte 7 Musik. Undervisningsministeriet 2004.  – Formål. Trinmål. Slutmål. Beskrivelser. Læseplan. Undervisningsvejledning. Se også: www.faellesmaal.uvm.dk

  13. Søren Thirup, Otto Laust Hansen, Ove Steen Smidt. Samarbejde mellem folkeskole og musikskole kan være... Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 32. Undervisningsministeriet 1999.

  14. Søren Bechmann arbejder på at skitsere mulige evalueringsformer på www.emu.dk/gsk/fag/mus/inspiration/evaluering/index.html


Tilføjelse til listen:


  1. Siden har Frede V. Nielsen skrevet i Dansk Sang 07/08-3 Drøm og virkelighed - Anbefales på det varmeste til læsning og eftertanke.


  2. Læs også Mozarteffekten

23.-24. marts 2007 afholdt Dansk Netværk for Musikpædagisk Forskning konference på LO-skolen i Helsingør under titlen “Hvorfor musik” med det formål at foretage kritisk indkredsning af argumenterne for musikundervisningens eksistens, der for de fleste af fagets aktører er så umiddelbart indlysende, at de ikke har udviklet evnen til at forklare deres standpunkt for skeptiske udenforstående.