Jens vejmand 100 år

Dansk Sang 2007-08 3 - Også bragt i Espansiva nr. 29 november 2007 (Medlemsblad for Carl Nielsen Selskabet)


Noter nederst på siden


Af Ove Steen Smidt

Manchetten

Carl Nielsen fandt på melodien til Jens vejmand under en sporvognstur. Det er en sejlivet historie, som har fundet vej til flere autoritative skrifter. (1) Nogle bidrag vil vide, at det var bivognen til linie 1. Og noderne blev i hast nedkradset på den løse manchet. Komponisten kan selv bringe os på rette spor. Carl Nielsen fortæller i Nationaltidende 10/3 1918:

”Hvorledes man bærer sig ad med at komponere”

- Ja, saa dukker der efterhaanden, paa Spadsereture, medens jeg kører med Sporvogn eller paa Jernbane eller er ude at sejle, eller naar jeg ikke er direkte optaget af andet Arbejde – Motiver frem.

... Det kan hænde, at et Tema melder sig fuldt færdigt. Saaledes husker jeg, at Hovedtemaaet til et af mine større Arbejder kom til mig en Dag, da jeg stod paa en Sporvogn. Og det kom med saa stor Paatrængenhed, at jeg i en Fart maatte kradse det ned dels paa en Lap Papir, dels paa min ene Manchet.

... Med de smaa Arbejder er det anderledes. Der er ingen Tid til Udvikling, og dér maa jeg vente, til Øjeblikket kommer. Det kan komme straks, men det kan også lade vente længe på sig. Og der ligger ofte for mig et stort Arbejde bag en lille Ting. F. Eks. Melodien til ”Jens Vejmand” kostede mig mange – vist over 50 – forgæves Forsøg gennem 3-4 Maaneder; jeg syntes, at alle de Melodier, jeg havde fundet, var for kunstige, og jeg havde egentlig slaaet Digtet helt af Tankerne. Men saa en skøn dag Dag meldte Melodien sig ganske af sig selv – en Dag, jeg stod og skulle med Toget til Klampenborg – og saa var den nedskrevet i løbet af faa Minutter.” (2)

Det var motivet til strygekvartetten i F-Moll, der blev til i en sporvogn i 1890. (3)

Carl Nielsens første biograf, Torben Meyer (1a), fortæller om Jens vejmand og manchetten i 1947. Herfra er historien gået videre til andre skribenter. Og den lever stadig i en af de sidste biografier af Steen Chr. Steensen fra 1999 (1b), der desuden mener at vide, at indledningstemaet til den 3. symfoni, Espansiva, blev til på samme måde. Har Torben Meyer forlæst sig på kilderne? Eller findes der en anden overlevering fra Carl Nielsen selv, hvor han har husket sin egen historie forkert eller anderledes?

John Fellow daterer melodien til 25. juni 1907 med henvisning til komponistens dagbog. (4) Men der var flere ture til Dyrehaven og Eremitagen i de følgende dage, som også kunne passe med historien. (5)

Men Carl Nielsens melodi har altså haft 100 års fødselsdag i 2007, selv om både 1906 og 1909 angives i forskellige publikationer (Wolsing (1d), Aakjær (10), Straarup (17)).

Vejmanden

I 1816 blev en ny slags vejbelægning opfundet af den skotske ingeniør John Loudon MacAdam.  (6) Makadamisering bestod af et tykt lag ensartede, knuste sten. Et latinsk mindesmærke i Holsten angiver, hvor Frederik 6. i 1826 lod den første  makadamiserede vej anlægge i sine riger. Med forskellige forbedringer kunne disse veje stå for trafikkens belastning til efter 2. verdenskrig. Men skærverne skulle slås i passende stykker derude, hvor de skulle bruges. Jens Nielsen var vejmand på Herningegnen. 69 år gammel sad han endnu bag skærmen. Det kan have taget sig ud som på H. A. Brendekildes maleri fra 1893 En landevej. 3. februar 1901 tabte han hamren brat. Han fik et frønnet bræt på Tjørring Kirkegård. Brættet er siden udskiftet Se det her: www.gravsted.dk/person.php?navn=jensvejmand. Uden for byen på Herning-Holstebrovejen – Jens Nielsens arbejdsplads – blev der sat ham et mindesmærke i 1982 udført af billedhuggeren Erik Heide – da Jens fyldte 150 år (og melodien 75). Se billeder her.

I sommeren 1905 fortalte vejmand Thomas Pedersen om sin forgænger, da Jeppe Aakjær og Ove Rode var på en tur ud over heden. Som chefredaktør for Politiken var det Ove Rodes hensigt at få Jeppe Aakjær til at skrive et agitatorisk digt til avisen. Og således blev vejmand Jens Nielsen udødeliggjort under rubrikken Dag til Dag 22. juni 1905. (7) I følge Aakjærs datter, Solvejg Bjerre, var han snarere blevet provokeret af indtrængende opfordringer fra redaktør Henrik Cavling den sommer. (8)

Inden digtet blev indlemmet i samlingen Rugens Sange, udkom det som skillingstryk, hvor forsiden viser en sørgende ung pige ved det simple trækors. I skillingstrykket står der, at digtet kan synges på egen melodi eller på folkemelodien til En dejlig ung ridder i lunden monne gå. Det er den samme melodi som Vort modersmål er dejligt.

Jens vejmand bliver berømt

Den første offentlige fremførelse af Jens vejmand med Carl Nielsens melodi fandt sted i OddFellow Palæets lille sal 30. november 1907 med operasanger Johanne Krarup-Hansen. Hun var blandt meget andet i 1902 den første danske Brünnhilde i Wagners Valkyrien. Til udgangen af 1908 er der registreret 25 fremførelser – de allerfleste med kvindelige sangere. 9. januar 1909 i Borgerforeningens Store Sal i Svendborg står der Vilhelm Herold på plakaten. I august 1909 indsang han Jens vejmand på grammofonplade – den første indspilning overhovedet med sange af Carl Nielsen. (9)

Hør Vilhelm Herold synge Jens vejmand her: http://mp3red.ru/7604697/vilhelm-herold-jens-vejmand.html

Kammersanger Vilhelm Herold var på den tid Det Kongelige Teaters førende tenor. I 1902 havde han sunget David i den første opførelse af Carl Nielsens Saul og David. 14 gange på scener i mange landsdele synger han Jens vejmand denne januar 1909 og endnu engang i april samme år. Denne koncert 1. april var en velgørenhedskoncert i Casino i København, hvor hele den kongelige familie var tilstede. Med undtagelse af en enkelt koncert i 1915 forsvinder Vilhelm Herold dermed fra opførelsesstatistikken. Disse fakta nævnes, da Vilhelm Herolds indsats traditionelt fylder godt – for godt – i beretninger om sangens udbredelseshistorie. Jeppe Aakjær formoder således i sine erindringer, at melodien er fra 1909, hvor han mener, at Herold gav den sin førsteopførelse i koncertpalæet. Siden sang Herold den altid på sine Turneer, bl. a. gennem hele Sønderjylland, hvorfra han sendte mig en smuk Hilsen med Tak for Sangen. (10)

I følge opførelsesstatistikken har Vilhelm Herold aldrig sunget Jens vejmand i koncertpalæet/OddFellow Palæet. Hans optræden i Sønderjylland er en hel historie for sig, som ikke figurerer i de danske opgørelser. For hele Sønderjylland hørte jo på den tid til det tyske kejserrige, og optræden med danske sange havde været forbudt siden 1884. Jens vejmand fandtes på tysk: Der alte Steinklopfer. Men hele den historie har det ikke været muligt at nå til bunds i inden deadline.

I erindringsbogen har Jeppe Aakjær et særligt afsnit om komponisterne. Størst opmærksomhed har han tildelt Jacob Saxtorph-Mikkelsen. Fra oktober 1908 til marts 1913 er han registreret med 20 fremførelser af Jens vejmand, mestendels i Jylland ved arrangementer betegnet Digter- og komponistaften. Det må omfatte deres fælles turné, som Aakjær fortæller om. (10)

Saxtorph-Mikkelsen turnerede flittigt som sanger – ofte til eget luthakkompagnement. Han har komponeret melodi til en del Aakjær-tekster. Ikke alle helt uefne, skriver Aakjær. De øvrige stod ikke distancen over andre komponisters bud. Det tyndeste Dilettanteri ...selvglade, banale melodier ... Mandens spinkle Talent kunde ikke svare til den Storproduktion, som han bød det. – Af denne flittige komponist huskes vel i dag næppe andet end Anna var i Anders kær med tekst af Jeppe Aakjær. Digterens syn på Saxtorph-Mikkelsen er næppe uden sammenhæng med sangerens forretningstalent. Ved såkaldte gratis koncerter forhandlede han uden Aakjærs tilladelse teksthæfter med hans sange. For denne forseelse måtte han betale en bøde på 800 kr. ved Hof- og Stadsretten.

Jeppe Aakjær er stærkt optaget af rettighedspørgsmålet – og sikkert med rette. Han erindrer ikke nogensinde at have modtaget en øre for de 2-300 sangtekster, som Wilhelm Hansen ligger inde med. Jens vejmand indbragte 25 kr. fra Politiken.

Carl Nielsen vurderede, at Jens vejmand var hans mest populære komposition. (11) Den fik han 50 kr. for en gang for alle. (12)

I 1907 udkom Jeppe Aakjærs skuespil Livet paa Hegnsgaard (skrevet 1901). Af fortalen forstår man, at stykket ikke mindst var et udslag af forfatterens ønske om at give den jyske dialekt indpas på danske scener, hvad der da heller ikke var ganske nemt. I 1907 kom det op på Aarhus Teater, i 1908 på Dagmar Teatret i København, og i 1923 gik det 3 måneder på Folketeatret, hvor den jyskfødte Axel Frische var direktør. Albert Luther i den mandlige hovedrolle sang her Jens vejmand og tegner sig hermed for det største antal fremførelser i komponistens levetid. I 1938 blev Livet paa Hegnsgaard filmatiseret med Axel Frische og Karin Nellemose i rollerne som parret, der efter mange genvordigheder får hinanden og flytter ind på gården. Jeppe Aakjær synes at have været i front med et af de mere livskraftige temaer i dansk filmhistorie. I filmversionen synges Jens vejmand af Axel Frische. (13)

Carl Nielsens melodi

Gennemgår man fortegnelsen (14) over Carl Nielsens værker fra begyndelsen, skal man frem til 1906 for at møde den første af de sange, vi kender fra sangbøgerne. Forud var gået sange til tekster af J. P. Jacobsen og Ludvig Holstein. Men Du danske mand med tekst af Holger Drachmann er Carl Nielsens dåb som komponist af folkelige sange. Denne sang med den heroisk-nationale tekst er skrevet til en revy (15) – måske med et glimt i øjet, undfanget ved en frokost på Langeliniepavillionen. (Nielsen, vi laver sgu en fædrelandssang). Man kan forestille sig, at Carl Nielsen har tænkt tilbage til sin militærmusikalske fortid, da han komponerede Du danske mand. I hvert fald skal man i sangbogen tilbage til Emil Hornemans Dengang jeg drog af sted for at finde en melodi af lignende martialsk styrke.

Jens vejmand begynder med den samme optakt, de samme fire toner og den samme punktering. Men så går det videre trinvis op fra grundtonen til 6. trin. Den formel (uden punktering) blev prøvet igen 20 år senere af Aage Stentoft. (Se nodeeksempler).

Både Nielsen og Stentoft vender på 6. trin (h) og går tilbage til grundtonen. Og så kan man diskutere, hvad der får stemningen i de to melodier til at pege i hver sin retning. Der er i hvert fald punkteringen til forskel. Den har Jens vejmand til fælles med den svenske folkemelodi Ack, Värmeland, du sköna, der igen er beslægtet med Smetanas Moldau fra 1879. Carl Nielsen måtte selv opleve, at hans sang blev spillet i valsetakt på lirekasser – sikkert uden punktering og med samme fremdrift som Moldau.

Tage Mortensen (1c) har gjort opmærksom på, at man let kommer til at glemme punkteringen i 7. takt, der giver ekstra betoning til vigtige stavelser: og OM sin fod et bånd. Netop denne betoning er med til at gøre beskrivelsen mere indtrængende. Ligesom i vers 2 med det bestandige hammerslag: på NY, på ny, på ny. Og endelig i vers 5: da SAGde armen nej.

Den triste histories melodiske klædedragt er i ringe grad præget af moll-akkorder. De, der findes, er paralleller og stedfortrædere for de tre durhovedakkorder. H-moll bruges til at give første linie en skuffende slutning på hånd: beskrivelsen er ikke slut her. Carl Nielsen kunne have lagt melodien an, så at den kunne fungere som en traditionel sørgemarch, da de bar ham over heden en kold decembernat. Med det tydelige præg af dur er vi fjernt fra det banale. Vi kommer tættere på hovedpersonen. Vi tager ham til os med varme og omsorg, men uden falsk sentimentalitet. Dur betyder også hård. Fortællingens barske virkelighed får sin stærkeste markering i sidste linie. De fem gentagne e-er angiver det monotone i vejmandens liv og død. Den samtidige trinvise bevægelse gennem dominantakkordernes bastoner fører os ubønhørligt frem mod konklusionen. (17)

Nu ved vi jo, at Jens døde i februar. (7) Men rytmen i december har passet Aakjær bedre end februar – ligesom billedet af den lille skare, der bærer den gamle vejmand over heden, mens der tænkes på jul rundt om i de små hjem.

Man kan fundere over, hvilken virkning der ligger i den dobbelte zigzag-sekvens. Det er i hvert fald en idé, der har inspireret en senere dansk sangskriver, der har skruet en af sine kompositioner sammen af lige dele lån fra I skovens dybe stille ro og Jens vejmand. (Nodeeksempel).

Apropos lån skal populærmusikken kreditere Carl Nielsen for endnu et tema. (Nodeksempel).

Her er han som folkelig sangkomponist 20 år efter Jens vejmand med en helt anden slags melodi. J. P. E. Hartmann havde tidligere forsynet Grundtvigs tekst med en romanceagtig melodi med optakt. Men sangen hedder jo Kong David. Og det er ikke den lille hyrdedreng, der synger. Det er kongen, der ser tilbage på sin karrieres højdepunkter. Derfor skal Jeg selvbevidst sættes an på sangens betonede første slag. Melodien har den samme selvbevidsthed som det første tema i forspillet til anden akt af Saul og David. Nielsen har dertil valgt at udnytte den særlige charme ved optaktsløse melodier, som begynder på toneartens høje 5. trin og derefter nødvendigvis må gå ned til 3. trin ligesom Mozarts klarinetkoncert og klarinetkvintetten. Og Beethovens 8. symfoni, der har toneart og de fire første toner fælles med Kong David.

Den folkelige sang

På de 20 år fra Jens vejmand til Kong David havde Carl Nielsen ladet udviklingen af den folkelige sang i Danmark passere de markante milepæle, der satte en helt ny kurs. Dette forløb er beskrevet så mange steder. Derfor skal jeg kun bringe en opremsning:

En snes danske viser 1 og 2 i samarbejde med Thomas Laub 1915 og 1917 med præsentation af 1. samling i OddFellowpalæet 13. april 1915.

Folkehøjskolens Melodibog i samarbejde med Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard 1922.

En sjældnere omtalt begivenhed, der vel indirekte er et ekko af Carl Nielsens indsats, er Dansk Korforenings landsstævne på Det Kongelige Teater i 1924. Her skulle man afprøve hans nye melodi til Der er et yndigt land. Her blev Kai Hoffmans digt Den danske sang er en ung, blond pige fremsagt som prolog af skuespiller Johannes Poulsen.

Melodier til Sangbogen Danmark udkom senere i 1924 redigeret af Carl Nielsen og Hakon Andersen. Her fandtes melodien til Den danske sang, der aldrig har klinget mere stærkt, end når vi har sunget den som indledning til den sidste aften på musiklærerforeningens sommerkursus på Rødding Højskole.

Carl Nielsens elever og medarbejdere, Oluf Ring og Thorvald Aagaard, var i 1935 sammen med  Mogens Wøldike blandt stifterne af Danmarks Sanglærerforening, der i dag hedder Folkeskolens Musiklærerforening. På foreningens sommerkursus stod Oluf Ring fra begyndelsen for morgensangsangstimen med foredrag om danske digtere og komponister – en tradition, der fortsat er i live. En lang årrække blev den varetaget af Oluf Rings elev, seminarielektor Aage Nielsen, der gav oplevelser af umistelig værdi til os, der fik lov at møde ham. Oplevelser der er en væsentlig årsag til, at den seriøse folkelige sang i skolen kom nogenlunde helskindet igennem nogle årtier, hvor andre berettigede smagsretninger truede med at indsnævre det musikalske synsfelt. Folkeskolens musikundervisning glemte ikke sine rødder og aner. I mine klasser er Jens vejmand en af de sange, som eleverne beder om, når de selv må foreslå, hvad vi skal synge.

I hundredeåret for Carl Nielsens fødsel udgav Danmarks Sanglærerforening en bog (1c), hvor forfatteren Richardt Gandrup indledte sin artikel med at beklage festlighedernes ringe betoning af komponistens folkelige sange, der er

- et intimt mellemværende mellem ham og hans landsmænd ... På symfonikeren Carl Nielsens vegne kan vi appellere til verden omkring os, men vi er ene om ham som folkelig sangkomponist. (16)

I 2005 står der i et universitetsspeciale:

En vanskelighed ved at studere Carl Nielsens sange er, at den danske Nielsenforskning generelt igennem årene har været sporadisk og tilfældig, og især sangene har modtaget forbavsende lidt videnskabelig opmærksomhed. (18)

I nærværende beskedne undersøgelse om en enkelt sangs historie er jeg stødt på et væv af erindringsforskydninger, viderebringelse af fejl uden kildeangivelse samt rene sjuskefejl. Mit bidrag giver sig ikke ud for at være videnskabeligt udtømmende eller fuldt forskriftsmæssig i metodisk henseende. Jeg har undladt at bruge plads på de citater og satiriske gendigtninger, som man kan læse i de fleste værker, der omtaler Carl Nielsen som sangkomponist. Til gengæld har jeg lagt vægt på at forsyne teksten med udførlige noter. Jeg håber, at der ved en snarlig lejlighed kan følges op på spørgsmål og løse ender i forhold til fakta og deres tolkning, samt at flere – også kompetente forskere – vil interessere sig for det intime mellemværende mellem vor store komponist og hans landsmænd.

Noter:

Denne artikel er efter aftale sendt samtidig til Dansk Sang (Folkeskolens Musiklærerforening) og Espansiva (Carl Nielsen Selskabet).

Knud Ketting (Carl Nielsen Selskabets formand) takkes for henvisninger, informationer og svar på spørgsmål.

1a) Torben Meyer: Carl Nielsen – Kunstneren og Mennesket bd. 1 s. 276. 1947.

1b) Steen Chr. Steensen: Musik er liv – En biografi om Carl Nielsen s. 192. 1999.

1c) Tage Mortensen og Erling Brahm (daværende formand for Danmarks Sanglærerforening) i Oplevelser og studier omkring Carl Nielsen. Udgivet 1966 af Danmarks Sanglærerforening.

1d) Waldemar Wolsing i Dansk Musikertidende nr. 6/90.

2) Carl Nielsen til sin samtid. Udgivet af John Fellow 199. Bd. 1 225 f. (Herefter Samtid).

3) Samtid 1/158 og 331.

4) Samtid 3/790.

5) Meddelt mig af Knud Ketting.

6) Arne Rosenkvist: Makadam eller hvad var det, Jens Vejmand lavede? Dansk Vejtidsskrift 2003/9 (kan findes på Internettet: http://www.vejhistorie.dk/pdf/HIS-3754.pdf).

7) Hugo Truelsen: Historien om Jens Vejmand. Politiken 15/5 1982. (Også her fortælles om Linie 1).

8) Solvejg Bjerre: Livet på Jenle. 1985. 3. kapitel.

9) Knud Ketting har venligst sendt mig en statistik over opførelser af sangen i Carl Nielsens levetid.

10) Jeppe Aakjær: Efterladte Erindringer. Udgivet af Georg Saxild 1934. 8. kapitel.

11) Samtid 1/167.

12) Samtid 2/385.

13) Bjerre 4. kapitel. Aakjær 6. kapitel. Teksten til Livet paa Hegnsgaard med fortalen kan ses i Arkiv for dansk litteratur www.adl.dk/. Oplysninger om filmatiseringen her: www.danskefilm.dk/ og her: http://danskfilmogtv.dk/.

14) Carl Nielsen. Kompositioner. En bibliografi ved Dan Fog. 1965.

15) Samtid 3/806. Meyer 1 s. 286.

16) Richardt Gandrup i Oplevelser og studier jf. 1c).

17) Ole Straarup: Sang og symfoni. 1998. Her findes udførlige og interessante analyser af Jens vejmand og andre sange og temaer (samt en datering af sangen til 1906).

18) Karen Vestergård og Ida-Marie Vorre: Den danske sang - En undersøgelse af danskheden i Carl Nielsens sange s. 8. 2005. – Har været at finde på Internettet som PDF.

...forvandle de hårde sten til brød

I vers 1 har Jeppe Aakjær indlagt hentydning til kendte bibelsteder:


Mattæusevangeliet kapitel 4:

Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹


Lukasevangeliet kapitel 4:

Da sagde Djævelen til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig til stenen her, at den skal blive til brød.« Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene.‹


Bibelen online


Se også om Jesus og Djævelen her.

Billeder af Jens Vejmand

H. A. Brendekilde er kendt for maleriet »En landevej« fra 1893.


Hvis man googler vejmand, kan man finde flere andre malerier og fotos, der viser Jens Vejmands kolleger.